Sådan får du dine cases i medierne

gear-2291916_1920_Pixabay_CC0_Creative_Commons

af Steen Laursen

“Jeg vil have det samme som ham i artiklen”. Det har jeg ofte oplevet, at folk har ringet og sagt samme dag, som jeg har haft en god kundecase i et specialmedie. Kundecases er et uhyre effektivt værktøj til markedsføring, og medierne elsker at skrive om dem.

Dine potentielle kunder vil have andre kunders vurdering af dit produkt, før de køber det. Dine ord og produktets tekniske specifikationer overbeviser dem nemlig ikke om, at de bliver tilfredse med det. Derfor skal dine cases fortælle, hvor tilfredse dine kunder er.

Kræs for specialmedier
Heldigvis er det let at få dine cases eksponeret, for specialmedierne står altid på spring for at få lov til at bringe dem. Medierne lever nemlig af at skrive til specifikke grupper, og der er et medie til enhver kundegruppe. Også til din. Specialmedierne knokler altid på at skaffe stof til artikler, så du skal vælge og vinkle dine cases, så de glider lige ind i det rette medie. Når en case er blevet en artikel, går det hurtigt.

Cases er kernen i artikler
Medierne vil have dine kundecases, fordi de er bygget over noget, der er aktuelt for dine kunder. Samtidig får kunden sine relevante spørgsmål besvaret og kunden kan desuden identificere sig med casens hovedperson, og de tre ting er netop grunden til, at medierne elsker cases. Aktualitet, relevans og identifikation er netop de tre vigtigste ting, journalister går efter, når de skal skrive en artikel.

Undgå dårlig omtale
Før du tipper det rette medie om en god case, skal du være sikker på, hvad hovedpersonen mener om både det aktuelle produkt og om din virksomhed generelt. For selv om kunden fortæller dig, hvor godt produktet fungerer for ham, så kan der også være skygge side. Måske er han ikke så glad for servicen, han synes måske prisen er for høj eller noget helt tredje, og du risikerer, at han siger det til mediet.

Cases i alle former
Journalister fokuserer på aktualitet, relevans og identifikation, fordi folk er interesseret i enhver historie med de elementer. Derfor kan dine cases også fange kundernes interesse i mange andre former end artikler. Læg cases på dit site og fordel links til dem på nettet, og genbrug dine cases til annoncer, posters, rollups og meget mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *